
Flere og flere børn og unge bliver diagnosticeret med angst eller depression.
Faktisk er antallet tredoblet de seneste ti år, viser en ny rapport fra Sundhedsdatastyrelsen. Tallene omfatter ikke børn og unge, der behandles af eksempelvis privatpraktiserende psykiatere.
At tallet er gået fra 2.354 til 7.189 de seneste ti år, betyder ikke nødvendigvis, at flere børn og unge rammes på deres psyke.
Ifølge overlæge ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup Pia Jeppesen er det derimod tegn på, at vi er blevet bedre til at opdage og diagnosticere dem, der går rundt med ondt i psyken.
Ifølge overlæge ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup Pia Jeppesen er det derimod tegn på, at vi er blevet bedre til at opdage og diagnosticere dem, der går rundt med ondt i psyken.
»Stigningen er et udtryk for de senere års udvikling af dansk børne- og ungdomspsykiatri. Vi er blevet flere psykiatere, så vi rent faktisk ser de dårligste børn og unge med angst og depression«.
Ifølge hende vil mindst 20 procent af børn og unge i Danmark, inden de bliver voksne, have opfyldt kriterierne for en diagnosticerbar tilstand af angst og/eller depression. Derfor er det godt, at vi er blevet bedre til at opdage og diagnosticere dem, så de kan få den nødvendige behandling. Men der er stadig lang vej endnu, mener hun. »Det kan godt være, at flere og flere børn kommer ind i børnepsykiatrien og får en formel diagnose, men det er stadig ikke nået der op, hvor vi diagnosticerer alle børn, der rent faktisk har angst eller depression«, siger hun.
Uddrag fra Politiken